Ministry of Employment of Denmark

11/06/2024 | Press release | Distributed by Public on 11/06/2024 06:41

Færre krav og mere værdig indsats for syge borgere

PRESSEMEDDELELSE / 06-11-2024

Færre krav og mere værdig indsats for syge borgere

Sygedagpengesystemet skal være mere enkelt, og unødvendige samtaler i jobcentret skæres væk. Det fremgår af nyt lovforslag, der er fremsat onsdag i Folketinget.

Kommunerne skal fremover have større frihed til at tilrettelægge en mere værdig indsats for sygemeldte borgere. Samtidig fjerner man ca. 60.000 samtaler i jobcentret for sygemeldte, der har et job at vende tilbage til, hvis deres sygdomsforløb er ukompliceret.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Regeringen vil fjerne bureaukrati, unødvendigt papirarbejde og detailstyring. Med aftalen frisætter vi både den sygemeldte borger og den kommunale medarbejder fra rigide krav om alt fra samtaler og rehabiliteringsteams til lægeattester. Det skal give mulighed for at sammensætte en mere værdig indsats.

- Vi har hentet stor inspiration fra frikommuneforsøgene i blandt andet Nordjylland, hvor der med stor succes er arbejdet med meget af det, som vi nu ændrer. Det glæder mig, at et bredt flertal i Folketinget er enige i, at frisættelse og tillid er vejen frem, så resten af landet nu får samme frihedsgrader.

Lovforslaget udspringer af en aftale fra foråret mellem regeringen (Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne) og forligspartierne bag reformen af sygedagpengesystemet (Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti).

Udover at forenkle og målrette sygedagpengesystemet til gavn for alle sygemeldte skal aftalen også styrke kommunernes fokus på alvorligt syge.

Det forventes, at aftalen samlet set vil indebære mindreudgifter på 79 mio. kroner i 2025 og frem. Provenuet vil indgå i regeringens målsætning om at finde 3 mia. kroner på beskæftigelsesområdet i 2030.